Arkitema-projekter blev præmieret på Arkitekturens dag

LYSNINGEN DSC 6213

Arkitema-projekter blev præmieret på Arkitekturens dag

8 oktober 2024

Mandag d. 7. oktober blev World Architecture Day fejret over hele verden, og det gav også anledning til at fejre arkitekturen rundt om i hele Danmark.

Således uddelte en række kommuner præmier til ny arkitektur – og i både Viborg Kommune og Vejle Kommune pegede pilen mod projekter fra vores tegnestuer. I Viborg var det det nyligt åbnede byggeri ”Lysningen” med skole, idræt og kultur i Overlund, der løb med Arkitekturens Pris, mens Grejsdalsbroen i Vejle modtog Borgernes Arkitekturpris, lige som broen også modtog Vejle-Prisen. Vejle-prisen blev også uddelt for den samlede færdiggørelse af Havneøen, som vi også står bag.

Det er altid en stor ære, at blive hædret for den gode arkitektur som alle kolleger i Arkitema stræber efter at skabe på daglig basis, men det er i lige så høj grad en anerkendelse af et projekt er lykkedes. Og et projekt lykkes kun hvis vi formår at arbejde godt sammen med alle parter i processen.

Så når Lysningen bliver præmieret er det i lige så høj grad brugerne fra Overlund skolen og Overlundhallen samt Sweco og COWI, der fortjener hyldest. Lige som vi med Grejsdalsbroen er nået i mål på grund af et tæt samarbejde med vores kolleger i COWI og entreprenøren fra CG Jensen A/S. Havneøen er blevet realiseret på baggrund af en stærk vision fra Kirk Kapital og i tæt samarbejde med KG Hansen, NRE og Hundsbæk & Henriksen (nu Sweco). Vi fejrer naturligvis vores priser, og ser så frem til at fortsætte med at skabe arkitektur, for de mange og for det fælles bedste.